Danmarks rovdyr - anmeldelse fra Skive Folkeblad

Anmeldelse af Danmarks Rovdyr

Skive Folkeblad - David Skaaning (uddrag):


BOGUDGIVELSE:
Der kan vist ikke herske tvivl om, at den lokale fotograf og forfatter Steen Agger fra Skive er fascineret af dyreverdenen.

Dét kan man med ved selvsyn konstatere, hvis man kaster et blik på hans årelange forfattervirksomhed, som i høj grad har drejet sig om at skrive historier til børn og barnlige sjæle om alskens forskellige dyr med sine egne fotografier.

Nu er han aktuel igen med en massiv moppedreng af en »coffee table book« med titlen »Danmarks Rovdyr«, der også har haft et voksent publikum for øje.

Værket indeholder stort set al tænkelig information om den danske naturs større rovdyr, og hvordan det danske folk har interageret med dyrene i fortiden og nutiden.

Værket er opdateret med de nyeste tilføjelser af rovdyr her til lands. Blandt andet kan man læse om ulvens ankomst til det, der i dag er Danmark, efter istiden. Det beskrives også, hvordan ulvejagten begyndte op ad 1600-tallet til ulvens totale udryddelse i Danmark i løbet af 1800-tallet samt dens tilbagevenden indenfor de sidste 10 år.

Alt sammen er ledsaget af Steen Aggers fotografier, der udgør størstedelen af bogens billedmateriale. Der er også andre fotografers dyrebilleder med samt historiske illustrationer af eksempelvis »ulvegalger«, hvor man hængte dyret op ved siden af henrettede forbrydere.

Der er også omfattende beskrivelser og billeder af den eksotiske, rævelignende guldsjakal, der også er klassificeret som et hjemmehørende rovdyr i Danmark. Det sky dyr er indtil videre kun ganske få gange observeret i det jyske, men ikke desto mindre optræder den i »Dnmarks Rovdyr«.

....

Med indbydende fotografier, spændende fortællinger og stor faglig viden har han begået et imponerende værk af høj kvalitet.