Den store salamanderjagt (2015) – BOG
Kort om bogen
Clara og Annas familie er meget interesseret i naturen. De tager bl.a. på en tur, hvor de undersøger vandhuller for at finde de 3 slags salamandre, der findes i Danmark. For 9-12 år, men kan også læses af ældre
Beskrivelse
Pigerne Clara og Anna, deres forældre og bedsteforældre, samt deres fætter Jeppe beslutter sig for at besøge lokale vandhuller. Her undersøger de livet med haletudser, larver, salamandre m.m. Men for at finde den tredje art af danske salamandre, tager familierne på campingtur til Sønderjylland. Historien er illustreret med farvefotos af de personer, der er med samt de dyr, de finder. Bagest er der ca. 20 sider med fakta om danske salamandre, padder og krybdyr. Teksten er lix 19. Forrest har bogen indholdsfortegnelse. Der er ikke noget stikordsregister. Forfatteren har tidligere lavet fagbøger om naturen fx Grimbart og Mikkel
Vurdering
En bog med meget viden om padder, liv i vandhuller og salamandre, der bliver fortalt som en sammenhængende historie. Bogen er en blanding af en skønlitterær historie med naturfagligt indhold og et stort faktaafsnit
Andre bøger om samme emne/genre
Små dyr i sø og å er en felthåndbog til opslag, mens Padder er en let fagbog om emnet med stikordsregister
Til bibliotekaren
Fakta i bogen er OK, men den kan ikke direkte bruges som opslagsbog. Kan købes til de børnebiblioteker og skoler, der har ivrige naturelskere blandt deres lånere
Lektør: Karsten Boll
Copyright @ Forlaget Grimbart